FOM Technologies har her til morgen opjusteret sine forventninger.

Selskabet venter nu at nå en omsætning i intervallet 20-22 mio. kroner mod tidligere 18-21 mio. kroner. EBITDA fastholdes i intervallet -1 til 1 mio. kroner.

Desuden forventer FOM Technologies i 2022 at nå en omsætning i intervallet 26-30 mio. kroner og et EBITDA i intervallet 1-3 mio. kroner. Med dagens opjustering har FOM Technologies nu opjusteret sine forventninger to gange i år.

Opjusteringen sker på baggrund af en stærk global efterspørgsel på FOM Technologies’ forskningsudstyr og højteknologi fra akademiske- og virksomhedskunder. Den stigende ordreindgang medfører ligeledes en forventning om en stigning i medarbejderansættelser på ca. 40% i 2022.

I forbindelse med opjusteringen udtaler CEO, Michael Stadi:

Vi ser en stærk, global og stigende efterspørgsel efter vores teknologi. En efterspørgsel der nu bevirker at vi allerede inden julemånedens start, bygger ordrepipeline for Q1 2022. Interessen sker fra alle geografiske områder og indenfor alle vores strategisk definerede fokusområder. En kæmpe ros skal lyde til det samlede FOM-team, hvor vi forventer at afslutte samtlige 2021 projekter til tiden, til trods for global knaphed på industrikomponenter. Det er bogstaveligt talt i verdensklasse.