Freetrailer meddeler i dag, at de forlænger samarbejdet med elektronikgiganten POWER, og samtidig udvider med to nye butikker.

Samarbejdet mellem POWER og Freetrailers selvbetjente udlejningsplatform blev etableret tilbage i 2015 med 12 trailers. Siden er samarbejdet løbende blevet forlænget og udvidet i takt med POWERs ekspansion på det danske marked og den synlige effekt af samarbejdet. Senest er samarbejdet således blevet forlænget i begyndelsen af 2022, og samtidigt udvidet med POWERs to nye varehuse i hhv. Ringsted og Slagelse, og består nu i alt af 56 trailers rundt omkring i Danmark.

Freetrailers CEO, Philip Filipsen udtaler:

Jeg er både glad og stolt over, at POWER endnu engang har valgt at forlænge deres samarbejde med os, og at samarbejdet nu udvides til 56 trailers hos de varehuse, hvor det er muligt. Dette er for mig et udtryk for, at vi til stadighed leverer et produkt, der lever op til vores partneres krav og forventninger, og som skaber merværdi for dem og deres kunder.