Hypefactors er en SaaS-virksomhed med høj sofistikationsgrad i virksomhedens AI-teknologi. Softwaren anvendes til reputation management og medieovervågning, eller som det også kaldes: Media intelligence.

Media intelligence er en etableret branche, hvor der findes kæmpe virksomheder som Cision og Meltwater. Fordelen er, at kunderne ofte allerede har afsat budget til media intelligence og Hypefactors skal så overbevise virksomhederne om at deres moderne tech er stærkere og mere brugervenlig end de gamle løsninger. Meltwater estimerer, at de 50 lande som de opererer i, har en værdi af 26 mia. USD. i 2023.

Hypefactors fokuserer på færre markeder sammenlignet med Meltwater. Selskabets Commercial Director, Frederik Nørby, som startede hos Hypefactors d. 5. august, har mere end fem års erfaring fra Meltwater, hvor han har været Managing Director for Meltwater Denmark.

Hypefactors fokuserer på at hjælpe virksomheder inden for det segment, der hedder ”Earned Media”, som drejer sig om de redaktionelle medieomtaler andre giver; f.eks. journalister i aviser, magasiner og online-medier, men det kan eksempelvis også være de omtaler virksomheden får på sociale medier. Det er et område, som de fleste virksomheder har stor interesse i at tracke, da det har stor betydning for virksomheders omdømme, men de færreste har mulighed for at gøre det uden en softwareløsning.

Hypefactors benytter sig af kunstig intelligens (AI) og automatisk læring for deres kunstige intelligens. Det gør den i stand til at huske sine erfaringer og træffe intelligente beslutninger baseret på erfaringer. Hypefactors har udviklet og forfinet deres teknologi og produkt gennem flere år, hvorfor andre virksomheder har svært ved at kopiere deres produkt.

Produktet bliver hele tiden udviklet som følge af den automatiske læring og konstante udvikling. Hypefactors lægger mange kræfter i at optimere deres produkt. Senest med deres nye reputation AI, som blev lanceret i september.

Derudover forventes en API-løsning at blive lanceret i Q4, som gør det muligt at integrere Hypefactors’ teknologi i andres eksisterende IT-infrastruktur og platforme. Hypefactors havde per 30. juni en ARR på 5,7 mio. kroner og med en kurs på 6 kr. per aktie har selskabet en markedsværdi på 58,2 mio. kroner.