Movinn er en af Danmarks førende udbydere af Serviced Living med afdelinger i Aarhus, Odense og København.

Selskabets kerneprodukt er Servicerede Lejligheder, som udlejes primært til større virksomheder og forsikringsselskaber, som midlertidigt skal huse indstationerede medarbejdere.

Movinn blev børsnoteret den 4. november 2021, hvor børspanelet i denne forbindelse stillede sig kritisk overfor aktien. Kritikken lød primært på værdiansættelsen, som de havde svært ved at retfærdiggøre, når der ikke fremgik nogle langsigtede budgettal af prospektet. Der blev også tilknyttet en kommentar om, at prospektet var mangelfuldt grundet de manglende fremtidsudsigter. Derudover blev der sat fokus på, at Movinn ikke har præsenteret sorte tal på bundlinjen i virksomhedens levetid (2014-2020 på daværende tidspunkt).

Movinn opstiller value driver guidance, som man kender det fra de større børsnoterede selskaber, hvorfor der ikke leveres detaljerede budgettal for kommende år, som vi kender det fra andre danske FN selskaber. Her har Movinn blandt andet angivet en målsætning om at øge porteføljen af lejligheder på det danske marked med 20% om året frem til 2025.

Den 25. november kunne Movinn præsentere deres Q3 regnskab. Her præsenterede selskabet et EBITDA for kvartalet på 2,4 mio. kroner samt et resultat før skat for kvartalet på 1,1 mio. kroner. Dertil kunne selskabet berette om en omsætningsvækst på 55% sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Selskabets CEO, Patrick Blok udtalte ifm. regnskabet:

Vi har præsteret som forventet, og resultaterne taler for sig selv. Vi har realiseret høj vækst, og samtidig kan vi vise stærke fundamentale metrikker.

De fundamentale metrikker, som CEO Patrick Blok referer til, kan ses i tabellen øverst.