Trophy Games har i de første mange år af sin levetid udviklet managerspil inden for fodbold. Med tiden har Trophy Games dog udvidet sin portefølje, som nu indeholder spil indenfor forskellige områder.

Trophy Games lancerede sit første spil tilbage i 2006 ved navn Trophy Manager. På trods af spillets alder og selskabets lave omkostninger til spillet, tjener Trophy Games fortsat penge på Trophy Manager. Det samme gælder FMU, som kom i 2013, og bragte nye dimensioner til fodbold-managerspil, som Trophy Games allerede havde udviklet gennem Trophy Manager.

Selskabets største spil målt på omsætningen er Pro 11, som blev lanceret i 2016. Pro 11 er gennem sin levetid blevet et af de mest populære managerspil indenfor fodbold. Et managerspil bygger på, at spilleren styrer en klub, og derfor skal sørge for at vinde kampe, indgå sponsoraftaler, lave transfer og meget mere.

Udover disse tre spil har Trophy Games også udviklet Futuball og WSM, som er et fodbold-managerspil indenfor kvindefodbold. Trophy Games er derfor langt fremme hvad angår managerspil inden for fodbold, men som det fremgår af grafen, begrænser Trophy Games sig ikke til fodboldspil.

Her kan bl.a. nævnes Airline Manager 4, som er kommet i porteføljen efter opkøbet af Xombat, og som Trophy Games har vækstet markant siden, og derfor også er under skaleringsfasen. I pipelinen er også Shipping Manager, som er tæt på do-it-fasen, og Trophy Games har ligeledes omtalt planer om Train Manager og Truck Manager.

Dermed har Trophy Games en serie på 5 fodbold-managerspil og en kommende serie på 4 transport-managerspil. Derudover har Trophy Games også udviklet FIVE, som er et managerspil indenfor esport, og har lige nu deres Warhammer spil i en tidlig version på Google Play i Filippinerne. I alt har de 11 spil der forventes at være live snart. Til sammenligning var kun 5 af disse spil live, da Trophy Games offentliggjorde deres prospekt i april 2021.

Trophy Games har desuden omkring 50 mio. kroner i frie midler jf. deres halvårsrapport. De rejste 54,4 mio. kroner efter IPO-omkostninger ved deres notering på First North i april. Jævnfør deres prospekt, er det planen, at en stor del af disse midler vil gå til yderligere opkøb, da Xombat til dato har været deres eneste opkøb.